Madplanen der læser kalenderen først
Et system, der læser familiens kalendere, før det foreslår en eneste ret. Og hvad det har lært mig om AI.
September 2026. Et Claude-projekt med reglerne skrevet ned, Google Kalender og en mappe med tekstfiler. Madplanen kommer på mail lørdag formiddag.
Vi er fire i huset, og de fleste aftener er mindst én af os til håndbold, i stalden eller på vej hjem fra noget. En madplan, der ikke tager højde for det, er ikke meget værd, uanset hvor gode retterne er.
Så systemet starter et andet sted. Det læser kalenderen først.
1Det systemet læser
2Reglerne
3Det der kommer ud
Kalenderen bestemmer ugen
Hver uge læser det fire kalendere: min, Julies og de to håndboldhold, Solvejs og Alices. Det leder efter hvem der er hjemme hvornår, hvem der skal af sted og hvornår de skal møde, om Solvej er i stalden, og om jeg selv træner med om fredagen. Er en af os ude at rejse, skal der laves mad til færre, og er det en af os voksne, er der kun én til både mad og kørsel. Så ser ugen anderledes ud.
Én ting tog tid at få rigtigt: håndboldkalenderne står i UTC. En træning, der står 16.30 i kalenderen, er 18.30 om sommeren og 17.30 om vinteren. Det skal regnes om hver gang, ellers står maden klar en time forkert.
Sådan ser uge 40 ud. Julie er i Indien til fredag, så mandag til torsdag er vi tre ved bordet, og jeg står alene med mad og kørsel. Solvej kommer sent hjem de fleste af de aftener, så retterne skal kunne vente på hende.
Først skulle kalenderen kunne stoles på
Systemet kan kun læse det, der står i kalenderen. I starten stod noget der, og noget stod kun i hovedet på en af os. Så vi måtte kategorisere kalenderen og bruge den ens hver gang.
Nu er der regler. Hver aftale får en farve efter, hvem den handler om, og står som optaget eller fri. Reglerne er skrevet ned, så en aftale ser ens ud, uanset om jeg selv lægger den ind, eller Claude gør det.
Første spørgsmål er altid: er jeg med? Så er den grøn. Ellers får den farven for den, det handler om.
Det har virket ud over madplanen. Vi diskuterer sjældnere, om vi skal noget, for nu står det i kalenderen.
Etaper
På travle aftener spiser vi ikke samtidig. Derfor har hver opskrift en klassifikation: kan den spises i etaper? En gryderet, der kan stå og holde sig varm, er god. En ret, hvor man steger en bøf til hver, kan gå. Noget, der skal spises med det samme, må kun ligge på en aften, hvor alle er hjemme.
Det lyder banalt. Men det er den regel, ugen oftest bliver bygget op om.
Det vi har i forvejen
Planen skal vide, hvad der står i fryseren, før den foreslår at købe mere. Så jeg gik igennem vores to frysere og viktualierummet med en lydoptager og sagde højt, hvad jeg fandt, hvad det vejede, og hvilken udløbsdato der stod på. Plus hvad der ellers stod på pakken. Den rå optagelse var nok til, at systemet ved, hvad vi har til rådighed.
Tilbud og priser
Vi handler aldrig i mere end to fysiske butikker om ugen. Flere er for meget logistik for os. Hvilke to, bestemmer ugen og tilbuddene. Hver uge læser en AI-agent de nye tilbudsaviser, når de kommer, finder de bedste tilbud og holder dem op mod retterne i opskriftsbanken. I uge 40 blev det Netto, som ligger tæt på, og REMA 1000. Oveni kommer Wolt, der leverer på en halv time, og nemlig.com. Kød og fisk på tilbud købes, mens tilbuddet gælder, og ryger i fryseren. Normalprisen kommer fra vores egne kvitteringer. Netto+, Lidl Plus, Wolt og nemlig.com sender dem til vores mail med pris og mængde, og der henter systemet dem. Så kan planen sige, hvad ugen koster, og hvad tilbuddene sparer.
I uge 40 var det cirka 703 kroner for syv aftener mod 851 til normalpris. Tallene er et bud, for kvitteringerne dækker mest mejeri, kylling og kolonial, og resten er skøn. Men det er et bud, jeg kan bruge.
Indkøb og opskrifter
Agenten laver indkøbslisten og sender den til vores indkøbsliste-app. Varerne står i den rækkefølge, man møder dem i butikken: frugt og grønt først, slik og chokolade sidst. Hver vare har sin egen linje med mængden først, så listen også kan klippes direkte ind i en online kurv. Den trækker fra, hvad der allerede står i fryseren og i viktualierummet. Wolt, med levering på 30 minutter, og nemlig.com bruges, når noget er glemt, eller når der skal spares tid.
Opskrifterne ligger som tekstfiler, én pr. ret, og et lille script laver en søgbar opskriftsbank ud af dem. Hver madplan bliver til en side, man kan have på telefonen i butikken, med hele opskriften foldet ind under hver dag. Og så er der husets vigtigste regel, som står øverst: aldrig spaghetti. Vores yngste spiser kun pasta i bestemte former, og spaghetti er ikke en af dem. Alle andre pastaformer er fine.




Hvad det har lært mig
Det, der tog tid, var at skrive de regler ned, vi havde i hovedet, og som ingen af os nogensinde havde sagt højt. At maden skal kunne spises i etaper tirsdag. At Solvej ikke spiser med, når hun har hesten. At hotdogs er et bevidst valg.
I store organisationer går AI-projekter i stå af samme grund: data og kontekst er ikke skrevet ned. Det er sjældent dér, man leder først.
Læs også
VærkstedetStævneplanneren til HIKAlle stævner vi kan tage til, med datoen tilmeldingen åbner, frister, priser og hvem der kommer.
VærkstedetKalenderen, en assistent kan arbejde iSkole, håndbold, teater, skrald og mail samlet i én kalender med regler.NotatKlassens mobilpolitik er et kompromis. Sådan skal den væreFire forældre, et halvt års mails og et spørgeskema til 21 familier. Politikken blev ikke, som jeg ville have den, og det er derfor, den har en chance for at blive fulgt.LedelseSnitches & FlowersEn pris, hvor kolleger sladrer om hinandens gode opførsel. Reglerne, og hvorfor det virker.