Jeg giver kun mine data til dem, der er på min side

I september fik jeg et tilbud på husstandens forsikringer fra et andet selskab. Jeg satte det op i et regneark, linje for linje, mod det vi betaler i dag. Tilbuddet kom den 18. september. Fristen for at opsige gratis til 1. oktober var gået, så et skift ville koste et gebyr pr. police og en ny runde papirer. Det tog en aften at finde ud af, om det var det værd.

Regnearket viste to ting. Totalen var næsten ens, kun 3 % billigere. Linjerne svingede fra 26 % billigere til 69 % dyrere, og næsten hver gang var forklaringen en anden dækning eller en forkert oplysning. Bilen var billigst, fordi tilbuddet regnede med 5.000 km. Vi kører 8.000. Ingen af de to selskaber vidste, hvor meget vi faktisk kører. Min bank kan se, hver gang vi holder ved en tankstation. Den kan ikke se, om vi tankede eller købte kaffe.

Bagefter ringede vores nuværende selskab og sagde, at de ikke kunne matche tilbuddet. Om der reelt var 3 % at matche, ved jeg ikke, for tilbuddet var regnet på 5.000 km og uden hybridbilens særlige dækning. Vi skiftede ikke.

Det her startede som en kommentar til Thomas Krogh Jensens artikel på LinkedIn. Han skriver, at agenter kommer til at ændre loyalitet. Jeg tror, det sker i elaftalen og forsikringerne, før det når bankerne. Produkterne ligner hinanden mest dér, og mange har haft samme selskab i årevis uden at tjekke prisen.

Inerti er en indtægt

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fandt i 2025, at forsikringsselskaberne tjener 7-8 procentpoint mere på en kunde med ti års anciennitet end på en ny kunde med samme forventede skader. Har man både bil, hus og indbo, svarer det til 1.108 kr. om året. Tallet kan ikke skille, hvor meget der er overpris på de gamle kunder, og hvor meget der er rabat til de nye. Kun omkring 11 % skifter selskab om året. Styrelsen vil også se på den årlige indeksregulering, som den kalder en form for stiltiende koordinering.

Ved fornyelsen 1. oktober steg seks af vores policer med de samme 2,5 %. Det er indeksreguleringen, og den står i betingelserne. Den eneste, der faldt, var bilen, efter at jeg selv havde givet selskabet et nyt kilometertal. Bedre data gav en lavere pris.

Der har altid været nogen på kundens side. Mint fra 2007. Jeg boede i Californien i 2009 og brugte det. Det føltes som magi, i Arthur C. Clarkes forstand: teknologi, der er avanceret nok, kan ikke skelnes fra magi. Spiir kørte herhjemme i 15 år. Og så sammenligningssider som mybanker.dk og samlino.dk.

De havde data. Mint hentede posteringerne automatisk, og Spiir gjorde det samme herhjemme. Men ingen ville betale for et overblik, så pengene kom fra udbyderne, og så var man i praksis på deres side. Mint lukkede i 2024, og Spiir lukkede i juni i år.

Hvad der er ændret

Det nye er data ud over kontoen og en agent, der kan handle på dem. Eloverblik viser husets forbrug time for time, og man har ret til at give en tredjepart fuldmagt til det. Kvitteringerne fra Netto og Lidl kan kobles på posteringerne. Nogle hentes fra kædernes apps, andre kommer i mailen som tekst eller PDF, og dem kan en agent også læse. Vi bruger selv kvitteringerne i madplanen til at finde normalprisen. Pensionsdata kan hentes fra PensionsInfo med MitID.

Og så agenterne. En sammenligningsside kan sammenligne det, der er ens: el, mobil, internet. En agent kan klare lidt mere, fordi den kan stille et par spørgsmål, før den henter tilbud. Kører I stadig 8.000 km? Skal cyklerne med på indboforsikringen? Har bilen et batteri og et ladekabel, der skal dækkes? Det var præcis de spørgsmål, der stod i kolonnen "åbent spørgsmål" i mit regneark. Har agenten selv adgang til datakilderne, behøver den ikke engang spørge. Kilometertallet står i bilens app og på den seneste synsrapport, og cyklerne står på kvitteringerne.

Derfor tror jeg, vi i de næste år ser et større marked for mellemmænd, der automatiserer skiftet. Måske kun midlertidigt. Jeg vender tilbage til hvorfor. Men de kommer, og de starter med det, der er mest sammenligneligt.

Hvem gør det allerede

Bliss kobler bank og kvitteringer og foreslår bedre aftaler på el og abonnementer. De er gratis, tjener på partnerne, når man skifter, og skriver selv, at de kun viser aftaler, hvor man sparer. Alona vil med kundens tilladelse hente aftale og forbrug hos el- og mobilselskabet og finde en bedre aftale. Da jeg prøvede, bad de om en fuldmagt med MitID til at hente vilkårene hos el-, mobil- og internetudbyderen. I dag er Alona gratis. På sigt vil de tage et medlemskab og sende udbydernes betaling videre til kunden. Det er nemt at se den model blive udvidet til forsikring.

På realkredit findes låneovervågning, der siger til, når det kan betale sig at omlægge. Nogle er gratis. laaneomlaegning.dk tager et abonnement og skriver det ret direkte: "Vi sælger ikke lån og har ingen aftaler med banker." Kvaliteten svinger, og meget af det, jeg selv har prøvet, er stadig tidligt.

Man giver kun data til dem, der er på ens side

Når et forsikringsselskab beder om data fra din bilkørsel mod en rabat, tænker de fleste: hvad skal de ellers bruge det til? Nogle selskaber lover, at kørselsdata kun kan give rabat og ikke bruges til at sætte prisen. Det hjælper ikke meget, når man ved, at prisen også afhænger af, hvor længe man har været kunde. Så man siger ja, hvis man er økonomisk presset. Ellers lader man være.

Udbyderne deler allerede data med hinanden. Siden februar 2025 kan et nyt forsikringsselskab med kundens samtykke hente bilistens skadehistorik fem år tilbage. Det gør skiftet lettere. Kunden kan til gengæld ikke selv se, hvordan skaderne er registreret, og det har FDM kritiseret. For forsikringsdata venter kundesiden på EU's FIDA-forordning (den skal give kunden ret til at dele sine data om forsikring, pension, lån og investeringer med en tredjepart, på samme måde som PSD2 gør for bankkontoen). Den var stadig til forhandling i sommer, og selv når den er vedtaget, kommer adgangen gradvist over flere år.

Så tjenesterne skal erklære, hvis side de er på. Nu, og mere og mere fremover. Hvem betaler dig? Og hvad sker der, når en udbyder vil betale mere for at få mig, end den bedste aftale er værd for mig? En mellemmand, der ikke kan svare klart på det, får ikke mine data. I forsikring er det allerede lov. En formidler, der kalder sig uafhængig, må ikke beholde provision fra forsikringsselskabet. Den skal sendes videre til kunden. Det er den model, Alona vil bruge. På el og mobil kender jeg ikke en tilsvarende regel.

Data varer længst

Jeg har i flere år skrevet, at data, man selv ejer, og som hele tiden bliver opdateret, er den fordel, der holder, når AI-modellerne bliver ens for alle. Det gælder også her. Modellen, der sammenligner, kan alle købe. Ingen kan købe det, mellemmanden lærer undervejs: hvad husstanden svarede sidste år, hvilke skift der holdt, og hvilke råd den lod ligge. Den mellemmand giver et bedre råd næste år end i år.

Men kunden kan trække samtykket tilbage i netbanken eller på Eloverblik, og en konkurrent kan hente det meste af historikken samme dag. Mellemmanden ejer kun det, den selv har lært. En kundedatabase bliver hos udbyderen, når kunden går. En fuldmagt går med kunden. Udbyderne står på papiret stærkere, for deres egne data og den fælles skadehistorik kan ikke trækkes tilbage. Ti års data om en kunde er et aktiv, hvis de bliver brugt til at give kunden en bedre pris. Bliver de brugt til at finde ud af, hvem der ikke skifter, holder aktivet, indtil agenten kommer.

Og den anden side

Der kommer også aktører på udbydernes side, og de bliver dygtigere. Det klassiske værktøj er det tidsbegrænsede tilbud: billigt det første år, dyrt bagefter, og så regner man med, at kunden ikke gør noget.

Elforbundet er en slags mellemvej, og den viser, hvor tynd grænsen er. Hvert år i november holder de en budrunde blandt elselskaberne, og vinderen leverer et år til ren spotpris uden tillæg og uden abonnement. Ordningen selv lever af nyhedsbrev og henvisninger. Vi er med, og elselskabet tjener ikke noget på os i år. Men aftalen udløber 1. januar. Melder man sig ikke til igen, overgår man til selskabets eget produkt med 40-50 øre i tillæg pr. kWh og 29 kr. om måneden. Vindstøds direktør sagde allerede i 2021 til Politiken, at de taber penge på kunderne det første år og håber at tjene dem hjem bagefter. Dengang var tillægget bagefter 5 øre.

Man får besked og skal bare selv gøre noget. Strømligning har alligevel suspenderet Vindstøds certificering, fordi selskabet har flyttet kunder over på dyrere produkter. Hos os gør en planlagt opgave i Claude det, når tilmeldingen åbner i november. Det er den slags arbejde, en agent på kundens side er god til: kedeligt og let at glemme.

Det har været prøvet før

I Storbritannien har der i flere år været tjenester, der automatisk skifter elselskab for folk. Nogle af dem er lukket igen. Det sandsynlige udfald er, at også de nye agenter bliver betalt af udbyderne, for det er dér, pengene er. Udbyderne vil svare ved at gøre produkterne sværere at sammenligne, og pakker er den letteste måde.

Og der er en indbygget modsigelse. Mellemmændene lever af forskellen på, hvad nye og gamle kunder betaler. Lykkes de, bliver forskellen mindre, og så er der mindre at tage betaling for. Derfor tror jeg, markedet kan være midlertidigt. De mellemmænd, der er tilbage om fem år, kan andet end at skifte, og kunden betaler dem et fast beløb, der ikke stiger med antallet af skift. Den model findes på realkredit, hvor laaneomlaegning.dk tager op til 79 kr. om måneden for at holde øje med lånet og ikke har aftaler med bankerne. Den er ikke bevist på el og forsikring endnu.

Hvorfor jeg alligevel er optimist

Reglerne kan trække den anden vej. I forsikring må en formidler, der kalder sig uafhængig, allerede ikke beholde provisionen. Kommer der et tilsvarende krav på el og mobil, får de agenter, kunden selv betaler, en reel chance.

At optjene loyalitet koster ofte penge, vil jeg mene. Udbyderen må give noget fra sig på kort sigt for at gøre sig fortjent til den. Når en agent tjekker hver måned i stedet for næsten aldrig, kan inerti ikke længere bære en forretningsmodel. I Storbritannien har forsikringsselskaberne siden januar 2022 ikke måttet tage mere for at forny en bil- eller husforsikring end for den samme forsikring til en ny kunde i samme salgskanal. Det var en regel fra tilsynet, der gjorde det. Bagefter skiftede de kunder, der havde været der længst, mindre, og det blev dyrere at være ny kunde.

For en udbyder er det den vigtigste erfaring herfra. Fjerner man selv tillægget på de trofaste kunder, må indtjeningen findes hos de nye, og man beholder kunden. Venter man, til agenten gør det, mister man både tillægget og kunden.

Så må udbyderne vinde på det, sammenligningen ikke kan se, og det kræver et andet produkt- og servicemix end det, vi er vant til.

Det første er et menneske, man kan få fat i, når man har brug for det. En person, der kender sagen, når taget er blæst af, eller når pensionen skal udbetales. Det står ikke i nogen prisliste, så en agent kan ikke sammenligne det. Derfor bør udbyderne investere i det.

Det andet er at binde ydelser sammen. Telmore lægger Netflix, Disney+, Viaplay og en række andre tjenester ind i mobilabonnementet. Det er et godt tilbud for mange, og det gør det sværere at skifte, for streamingen skal flyttes med. Spørgsmålet til udbyderen er, om pakken holder på kunden, fordi den er god, eller fordi den er besværlig at komme ud af.

Pension viser, at det kan lade sig gøre. Ser man kun på omkostningerne, vælger man et passivt forvaltet indeksprodukt. PFA lancerede Indeks Plus 1. oktober, efter hvad selskabet selv kalder stor efterspørgsel. Investeringsomkostningerne er 0,49 % om året mod 0,64-0,88 % i selskabets aktivt forvaltede løsning, og PFA har lagt rådgivning og automatisk nedtrapning af risikoen ovenpå. Jeg har selv valgt Indeks Plus. Kan en udbyder selv være kundens agent? Ja, hvis den sælger den billigere udgave, før agenten finder den.

Det sidste er data, der bliver brugt til kundens fordel. Om nogen opdager, at ens liv har ændret sig, og siger til, før kunden selv gør. Da bilen fik det rigtige kilometertal, faldt prisen. Hos os kunne man også se i Eloverblik, at noget havde ændret sig, flere måneder før nogen spurgte. Ingen af vores udbydere sagde noget. Jeg skriver mere om vores elforbrug i Værkstedet, siden er på vej.

Med agenter, der arbejder for kunden og bliver betalt af kunden, kan det se lysere ud for forbrugeren, end det har gjort i lang tid. Jeg giver mine data til den, der kan svare på, hvem der betaler. Indtil videre er det ikke ret mange.